Grøn weekend i Brønderslev: vejrguru, valgdebat og Vildmoseudflugt

Foto: BugiVugi Kommunikation

Fra fredag den 12. september danner Brønderslev rammen om en weekend fyldt med grønne visioner og sjove aktiviteter for hele familien. Bæredygtighedsfestivalen vender nemlig tilbage med masser af inspiration, debatter, børneaktiviteter og oplæg, og det hele foregår i og omkring Rhododendronparken, Vildmosemuseet og Den Runde Pavillon. Det meste er gratis, og alle er velkomne. 

Når vejret møder virkeligheden

Årets festival åbnes fredag kl. 14 i Rhododendronparken, hvor meteorolog og klimaformidler Peter Tanev, sammen med borgmester Mikael Klitgaard, sætter gang i festlighederne. Peter er kendt fra TV2 Vejret og har en særlig evne til at formidle det svære på en enkel og underholdende måde, og netop dét har vi brug for, når snakken falder på klima og bæredygtighed.

Foto: Peter Tanev

Åbningen bliver også en hyggelig start på weekenden med musik, pølser og lidt at drikke, så der er god grund til at kigge forbi.

Efter åbningen holder Peter et inspirerende og humoristisk oplæg på Vildmosemuseet, hvor han dykker ned i, hvordan vejret hænger sammen med vores måde at leve på, og hvad vi hver især kan gøre for at gøre en forskel.

"Vi glæder os til at få besøg af Peter. Han har en fantastisk evne til at gøre det tekniske jordnært, og vi tror, han kan sætte gang i nogle gode snakke og måske plante nogle idéer," siger Jens Tofting, formand for Borger 9700, en af hovedkræfterne bag festivalen.

Klima, klovneri og kreative unger

Allerede fredag formiddag får børnene lov til at tyvstarte festivalen, når teaterforestillingen Lods Hans spiller i Rhododendronparken. Det er en sjov og lidt skæv version af H.C. Andersens eventyr Klods Hans. Her får klima og affaldssortering en hovedrolle, uden at det bliver langhåret og kedeligt.

Foto: Lods Hans

Weekenden byder på masser af sjove, skæve og kreative aktiviteter for de mindste. Børnene kan møde De små klimamonstre, fantasifulde figurer, der gør klima og bæredygtighed sjovt og let at forstå. Lørdag eftermiddag bliver der fuld fart på, når Det Flyvende Kuffertcirkus kigger forbi med gøgl, trylleri og cirkusmagi.

Foto: Små Klimamonstre

Kom med ud i Vildmosen og lyt til grønne fortællinger

Lørdag og søndag kan du komme med på guidede ture til Vildmoseporten og opleve, hvordan natur, historie og klimaforståelse smelter sammen. Undervejs deler guiderne små fortællinger om den unikke natur, områdets kulturhistorie og de klimaforandringer, der allerede former landskabet. Der bliver også tid til en hyggelig pause med kaffe og kringle – en god anledning til at få en snak og stille spørgsmål.

Søndag kan du desuden tage med på den populære Littera(gå)tur. En to kilometer gåtur, hvor grøn litteratur læses højt undervejs. Her får du både frisk luft, nye perspektiver og inspiration, inden turen slutter ved Brønderslev Bibliotek.

Foto: Borger 9700

Rhododendronparken summer af liv

Parken bliver festivalens naturlige samlingspunkt, hvor du hele weekenden kan finde små grønne oaser. Gå på opdagelse på byttemarkedet, hvor bøger, tøj og legetøj får nyt liv. Få gode råd om grøn transport og affaldssortering hos NT, Nordværk og andre aktører. Og når sulten melder sig, står Café Kox klar med frisklavede sandwich, kage og kolde drikke.

Foto: Borger 9700

Gør et grønt stop ved pavillonen

I og omkring Den Runde Pavillon kan du møde lokale ildsjæle, der deler deres grønne projekter. Brønderslev Bibliotek viser, hvordan en kulturinstitution kan blive bæredygtig, mens Jerslev Husflid inviterer dig til at prøve gamle håndværk. Til Overs / NewRetex giver indblik i garn og tekstiler lavet af affald, og Bettina Lindegaard fra Kreativ Selvforsyning deler tips til et grønnere hjemmeliv. Søndag kan du desuden møde Energistyrelsens rådgivere og få gratis input til grøn varme og energirenovering.

Foto: BugiVugi Kommunikation

Mød byrådskandidaterne og stil spørgsmål

Lørdag kan du møde kandidaterne til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i Rhododendronparken. Her kan du høre deres visioner for en bæredygtig fremtid i Brønderslev midtby og opleve en spændende EU-debat, hvor de lokale politikere krydser klinger med blandt andre Asser Mortensen og Jakob Dyrman

Hvordan skal FN’s verdensmål integreres i lokalpolitikken? Og hvad vil kandidaterne prioritere, når det gælder grøn omstilling, cirkulær økonomi og social inklusion? Kom og stil dine spørgsmål. og hør, hvordan fremtidens ledere vil forme bæredygtigheden i kommunen.

Foto: Vildmosemuseet

Oplæg og rundvisninger på Vildmosemuseet

Museet byder på et tætpakket og varieret program med noget for enhver nysgerrighed. Glæd dig især til Mads Duedahls oplæg om bæredygtighed i Neuroenhed Nord. Her får du et sjældent indblik i, hvordan fremtidens sundhedsvæsen arbejder med grøn omstilling.

Du kan også komme med på en eksklusiv rundvisning i Den Tomme Fabrik, hvor industrikultur møder bæredygtige visioner, og høre om Vildmoseporten og dets betydning for lokalområdet. Der er desuden oplæg om grøn transport, biodiversitet og klimaformidling, og dagen rundes af med en stemningsfuld koncert med elever fra Kulturskolen.

Søndag fortsættes med Sissel Bjerum Fossats performance Det sorte klædeskab, der forener teater og bæredygtighed. Du kan også høre oplægget Energy Lives! om fjernvarmens historie og fremtid og blive klogere på skovrejsning, regnvand, CO₂-fangst og affaldsløsninger. 

En festival med hjerte og holdning

Bag festivalen står lokale kræfter som Borger 9700, Vildmosemuseet/MOSS, FN-forbundet og AOF – men uden de mange frivillige kunne det hele ikke lade sig gøre. Folk hjælper med alt fra planlægning og opstilling til rundvisning og praktisk afvikling. Det lokale engagement er festivalens rygrad.

Foto: BugiVugi Kommunikation

"Vi vil gerne vise, at bæredygtighed ikke kun handler om store teknologiske løsninger. Det handler også om fællesskab, nysgerrighed og det vi hver især gør i hverdagen," siger Jens Tofting.

Uanset om du kommer for debatten, børneaktiviteterne eller bare en tur i parken, så er du velkommen.

Se hele programmet på: www.bæredygtighed-vendsyssel.dk og følg med på Facebook: facebook.com/baeredygtighedsfestival